Startside

Leo

B-COY

Dancon Unficyp 2 og 3   marts - september 1965

Kompagnichef

Major C. J. Sebbelov

575725     Christian Winther Larsen

Forsyningschauffør

 

Udklip fra Vendsyssel Tidende søndag den 1. juni 1975

Tekst:

Freddy Bomholt

Foto:

Preben Velby 

Fire tidligere og nuværende FN-soldater fra Aalborg fortæller om oplevelserne i det fremmede.

 

FN-soldaterforeningen arrangerer, stor jubilæumsfest i Vejgårdhallen lørdag

Siden 1948, da danske soldater for første gang under FNs regi deltog i en fredsbevarende aktion, har 28.000 danske soldater stået vagt for freden i det fremmede. Først var det Palæstina, dernæst fulgte Kashmir, Korea, Gaza, Li­banon, Congo, Jordan og Cypern.

På lørdag den 7. juni samles mange af de hjem­sendte over det bugnende danske bord i Vejgårdhallen i Aalborg, for at snakke om dengang.

Det er den nordjyske afde­ling af FNs soldaterforening, der inviterer til jubilæums­fest.

Det er dog ikke blot jubilarer, men alle tidligere FN-soldater, der er inviteret til at feste sammen og min­des de spændende oplevelser, de alle har haft.

Desværre er tidligere FN-soldater ikke så flinke til at melde sig under forenin­gens fane, siger formanden for den nordjyske afdeling, Chr. Winther Larsen, Ivigtutvej 2, Aalborg. Vi har kun ca. 1000 medlemmer af de 28.000, heraf de 500 er her i Nordjyl­land. Men til gengæld synes jeg, at foreningen er meget aktiv. Vi holder også på lokalt plan en række møder og sammenkomster året rundt, hvor vi over en kop øl snakker, ser film og hører foredrag om FN-soldaternes vilkår.

Vendsyssel Tidende har benyttet lejligheden til en samtale med fire tidligere og nu værende soldater i Aalborg-området, der alle har været med i spændende aktioner rundt om i verden. For alle fire gælder det, at de har haft oplevelser også farlige udover det sædvanlige.

 

De fire er. 

 

Major S. E. Mortensen, Dr. Livregiment, Nr. Uttrup Kaserne (Kash - mir 1968-69)

 

Major Sv. Aa, Høeg Olesen,Jyske Trænregirnent, hvorup, Kaserne (Congo 1961-62-63)

 

Informations sekretær Blicher Rasmussen, Hjemmeværnsregion I, Aalborg

 

Formanden for FNs soldaterforening i Nordjylland, Christian Winther Larsen

 

 

Aalborgmajor i område med massakrer og menneskeæderi

 

Major Sv. Aa. Høeg Olesen

 

Major Høeg Olesen nu Jyske Trænregiment på Hvorup Kaserne, har været med i en af de skrappeste aktioner, FN-styrker har været ind bandet i borgerkrigen i Congo, der blev ført med en vildskab, verden sjældent har set magen til.

Forhistorien var den, at den rige Katanga - prov'ns under Tshombes ledelse forsøgte løsrivelse fra det øvrige Congo umiddelbart efter landets selvstændighed i 1960 efter mange års belgisk herredømme. I 1961 blev der sendt omkring 20.000 FN-tropper til området for at hjælpe centralregeringen, der sad i Leopoldville med at få Tshombe og hans folk i Elisabethville ind i folden" igen. Det skete som bekendt ikke uden sværdslag. I de kommende tre år blev tusinder og atter tusinder dræbt ikke mindst som en følge af de stammefejder, der blussede op under borgerkrigen.

Vi var kun ca. 100 danske hovedsagelig indsat i transportsporttjenesten, fortæller major Høeg Olesen. Jeg selv kom fra Jyske Trænregiment der dengang havde hovedsæde i Padborglejren. Situationen var rent politisk meget urolig, da jeg ankom i begyndelsen af 1961. I første omgang var jeg i Congo et år, og jeg kom senere derned igen i nogle måneder i 1963. da FN var ved at afvikle sit engagement dengang som næstkommanderende for de danske styrker. Min chef var nuværende bataljonschef her på Hvorup Kaserne bataljonschef oberstløitnant K. H. Sørensen.

Man skal ikke, høre meget om major Høeg Olesens oplevelser i den vestafrikanske stat for at finde ud af, at han har været ude for mere end de fleste. Han var med i ledelsen af en FN - luftbro mellem Leopoldville og Elisabethville af en størrelses orden som luftbroen til Berlin under den kolde krigs køligste periode. han var med til at sende FN - generalsekretær Dag Hammerskjolds fly afsted, som blev skudt ned over Katangaprovinsen den, 17. september 1961, han har været udsat for røverisk overfald og har været i områder, hvor massakrer og menneskeæderi hørte til dagens orden.

Efter kort tid i Congo blev jeg sektionschef for den såkaldte ,airmove - sektion" og fik ansvaret for hele distri­bueringen af de forsyninger, der via luftvejen kom ind til Leopoldville. Det var et nogenlunde fredeligt job i begyndelsen, men efter nogle,

måneder udbrød der direkte kampe mellem FN-soldaterne og Tshombes gendarmer i Katango - provinsen

Det betød pludselig, at vi skulle til at forsyne en hær, som var i kamp. Til den ende benyttede vi chartrede fly, og startede en veritabel luftbro med våben og mad til de kæmpende FN-soldater. På en måde var det noget underligt noget, dette med at føre krig i kontortiden. Vi sad jo i det nogenlunde fredelige Leopoldville og skulle sørge for det hele til tropperne i det kaotiske Elisabethville. Men jeg må indrømme, at det var en spændende opgave virkelig at have lejlighed til i praksis at lære det, man mere teoretisk havde med hjemme fra.

Den voldsomme konflikt endte dog med våbenstilstand mellem FN og Tshombe efter den flyulykke, hvor under FNs generalsekretær, Dag Hammarskjøld blev dræbt.

Også denne verdensbegivenhed havde jeg på nærmeste hold, fortæller Høeg Olesen.

Jeg var med til at give starttilladelsen til turen den 17. september 1961, hvorunder flyet styrtede ned. Det skulle have været til Endola i det daværende Nordrhodesia, men styrtede ned under lan­dingen. Vi havde dengang en mistanke om, at det kunne være faldet ned på grund af en eventuel læk i en benzintank forårsaget af et kuglehul. For Tshombe havde jo kampfly på vingerne. Flere af de maskiner, vi sendte ind til Elisabethville kom hjem med skudhuller i skroget. Men den almindelige antagelse er jo, at flyet faldt ned som følge af pilotfejl.

Jeg har også, selv en enkelt gang været i overhængende livsfare i Congo. En nat blev jeg stoppet af en indfødt gendarm, der havde fundet ud, at det var mere indbringende at være landevejsrøver end gendarm for Centralstyret. Han stak sit gevær tindingen på mig og forlangte min tegnebog.

Det tog mig ikke et sekund at finde ud af, at mit liv var mere værd end sedlerne i tegnebogen. Men det er mig endnu en gåde, hvorfor han lod mig gå efter at have fået tegnebogen. Resultatet var i hvert fald, at vi senere fik fat at i ham og jeg fik, mine penge tilbage.

Men for at illustrere den situation, vi FN - soldater var i Congo i denne urolige periode kan jeg fortælle, hvorledes det gik et Italiensk mandskab på et af vore chartrede fly.

De fløj i et fly af den samme type, som tidligere de forhadte belgiere havde benyttet. Det blev deres skæbne under en tur til den nordlige del af landet. Efter at være landet på basen Kindu, blev flyet omringet af. venligsindede" congolesiske soldater.

Den italienske FN-besætning fik halsen skåret over der var 14 mand i alt) inden det gik op for congoleserne, at det ikke var belgiere, de her havde gjort kål på.

Vi havde også store problemer med en stamme, der hed Balubes, fortæller Olesen. Balubaerne blev på det groveste terroriseret af Tehombes sol­dater. Resultatet var, at stammen søgte beskyttelse hos den svenske bataljon. Ca. 70000 balubaer lagde sig simpelthen e.nring udenom svenskerne og udenomdem igen Tshombes soldater. Svenskerne kunne fortælle skrappe ting, når disse to parter røg i totterne på hinanden". Bl.a. var menneskeræderi ikke ualmindeligt.

På æselryg i Kashmir

 

Major S. E. Mortensen

Siden de første FN observatører kom til området Kashmir mellem Pakistan og In­dien, har der til stadighed været en lille håndfuld danske observatører blandt de ca. 120 FN-folk, der er stationeret på stedet.

Modsat andre 1W - trop­per har observatørerne udelukkende til opgave at iagttage de stridende parter og melde om eventuelle uroligheder, fortæller major S. E. Mortensen, der var derude i 1968-69. Hvis parterne vil slås, kan ingen forhindre det. Da slet ikke vi, der er ubevæbnede og alene på de lange inspektionsture der går over mellem 20 og 40 km ørken og bjergstrækninger. Men vi skal forsøge om muligt at gle og rådgive de stridende parter om betingelserne i våbenstilstandsoverenskomsten, Vi er altså faktisk FNs generalsekretærs øjne og øren på stedet.

Baggrunden for problemet i dette område er en strid om religion. Ved Indiens og Pakistans deling var befolkningen i Kashmir mest stemt for at følge det muhamedanske Pakistan, mens den regerende maharaja var vendt mod In­dien. Resultatet var en krig, der først var kold men som senere blev meget varm i1965.

Mens jeg var der, var der nogenlunde roligt i området, fortæller Mortensen. Jeg kan ikke sige, at jeg på noget tidspunkt var i overhængende fare. Det farligste, man som observatør kom ud for, var faktisk, når de mul­dyr, der bar os på de vanske­ligste stier i bjergene, kom fortæt på afgrundene. Så kunne det nok svimle for én.

I det hele taget var det ikke uden strabadser, man kom rundt på sine inspektionsture. Lad mig nævne, at vor ud­rustning bestod af alt lige fra den, der bruges i tropiske områder, til polarudrustning. og jeg må tilstå, at vi fik brug for det hele. Afstanden mellem den sydligste og den nordligste station er kun ca. 200 km, men vejen eller stien svinger på denne rute fra et godt stykke under havoverfladen til en højde på over fem kilometer. Derfor de store temperatursvingninger. Observatørerne kommer frem i jeep, til fods, på muldyr og selv af og til på ryggen af en yakokse.

Det, der efter hjemkomsten har manifesteret sig som de største oplevelser derude, var den lokale befolknings ene­stående venlighed og hjælp­somhed og så denne storslåede natur, man levede midt i de12 måneder. Jeg er så heldig at kunne dele mange af oplevelserne med min kone, der kom ud og boede der i en husbåd i øvrigt de sidste tre måneder af min tjeneste­tid.

 

Slog Ingo i skak

Informationssekretær  Blicher Rasmussen

Informationssekretær Blicher Rasmussen havde ikke mindre end næsten fire år rige på oplevelser i Gaza området.

I sin egenskab af medlem at velfærdsstaben og pr. tjenesten kom han mere rundt end mange af sine kolleger.

Jeg nåede at berejse mellemøsten, bl. a. Beirut, hvor jeg traf min nuværende kone Georgette, så jeg blev altså en af de efterhånden mange FN soldater, der fik en levende souvenir med hjem, siger han.

Blandt mine morsomste minder er arbejdet sammen de mange entertainere både, danske og udenlandske vi havde på besøg. Blandt de kendteste kan jeg nævne Eriha Kitt, Birthe Wilke, Preben Kås og den daværende verdensmester i sværvægtsboksning, svenskeren Ingemar Johansson. Ham bankede jeg i øvrigt i skak.

Jeg sørgede for, at bl. a. det store filmhold, der optog Soldaterkammerater med skuespillerne Preben Kås og co. uhindret kunne arbejde i Gaze-området.

Hvad de mere alvorlige oplevelser angår, var jeg ude for en lidt ubehagelig episode som midlertidig kommando befalingsmand på baser, Sharm el Sheik (sydspidsen af Sinai). Mens min chef i nogle timer var fraværende, fik jeg en meddelelse fra den yderste post om, at der kom en bil med nogle egyptiske officerer.

Stor var min overraskelse derfor, da jeg få minutter senere i min kikkert kunne iagttage ikke mindre end seks bemandede egyptiske militærlastbiler med kurs di­rekte mod hovedkvarteret. Nu bliver vi agu besat, var min første tanke. men så galt. gik det ikke, Lederen af kortegen var meget høflig, og anmodede blot om at få tilladelse til at fjerne ligene af de, egyptiske soldater, der var faldet i området (100 timers krigen i 1956). Det, fik han lov til, og der skete ikke mere i den sag, udover, at min chef også fik et mindre chok, da han så de mange egyptiske soldater på sin base.

10.000øl til 70 mand

Forsyningschauffør Chr. Winther Larsen

 

Efter at have aftjent sin værnepligt dels ved Jyske - dels ved Sjællandske Trænregiment og efter at været hjemsendt i en halv snes måneder, kom Chr. Winther Larsen til Cypern i 1965. På det andet danske hold i øvrigt. der blev sendt til øen for at holdede stridende parter lidt i skak. En opgave, der endnu 10 år efter langt, fra er lykkedes.

Jeg lå i samtlige måneder stationeret i Louroujina et stykke fra Nicosia, og havde faktisk en loppetjans som forsyningschauffør, fortæller han.

Jeg var ikke uden betydning, for det var mig, der skulle sørge for, at mandskabet i lejren havde bajere nok.

Ja, det var ikke noget bijob. Jeg kørte hver eneste uge 10.000 flasker godt dansk dåseøl fra Nicosia til lejren med de 70 danske soldater.

Tro nu ikke, at vi dinglede rundt i en kæfert fra morgen til aften. Varmen var så, skrap, at vi simpelt hen måtte have væskebalancen stabiliseret hele tiden.

Mit arbejde tog kun ca. tre-fire timer om dagen, resten tilbragte jeg altså med at holde fri i øvrigt med at lære en del af den indfødt, befolkning at kende. Jeg kom både i tyrkiske og græske hjem og nåede bl. a. at blive inviteret med til fire - fem bryllupper, hvilket måske nok er de morsomste oplevelser, jeg har haft på øren.

Som gammel FN soldat undrede det mig ikke, at konflikten på Cypern brød ud i lys lue i fjor. Jeg kan som eksempel nævne, at der boede 5000 tyrkere i Louroujina, det var næsten en ren tyrkisk by, som overhovedet ikke kunne komme nogen steder uden største besvær

Der lå nemlig en ring af grækere uden om byen. Noget sådant kan folk kun leve med et begrænset åremål slutter Winther Larsen.